TIL LÅNS. HAMBURGER KUNSTHALLE GÆSTER HIRSCHSPRUNG:
ROMERSK LANDSKAB MED BRO. (1863)





Arnold Böcklin
Romersk landskab med bro. (1863)
Arnold Böcklin var på mange måder prototypen på en kunstner i det 19. århundredes anden halvdel. Han tillod sig en høj grad af kunstnerisk frihed og trivedes godt i det nye kunstmarked, hvor en kunstner ikke længere behøvede at trække på mæcener alene, men også kunne sælge sine værker via kunsthandlere og gallerier. Arnold Böcklin var schweizer af fødsel, men boede en stor del af sit liv i Italien og havde længere ophold i München og Weimar. Han blev italiensk gift i Rom i 1850, men familien flyttede i slutningen af 1850’erne til München, hvor Böcklin fik sit gennembrud, da hans værk Pan i sivene blev købt af kongen af Bayern til Neue Pinakothek. I 1860 blev Böcklin udnævnt til professor ved kunstskolen i Weimar, der brød med de gamle akademiers traditioner. Det passede godt til Böcklin, der ved flere lejligheder talte ringeagtende om den akademiske kunstneruddannelse, en indstilling der også havde ledt ham til at studere det antikke maleri i Pompeji og Rafaels stanzer i Vatikanet, hvor han søgte en mere ægte og oprindelig malerkultur.

I 1877 mødte Böcklin Fritz Gurlitt (søn af den danske maler Louis Gurlitt), der havde et moderne galleri i Berlin. De indledte et frugtbart samarbejde, og Gurlitt promoverede Böcklin bl.a. ved hjælp af raderinger efter hans værker, som han fik Max Klinger til at udføre. I midten af 1880’erne havde både Gurlitt og Böcklin er god forretning ud af en efterhånden solid berømmelse.

I 1897 blev Böcklins 70-års-fødselsdag fejret med retrospektive udstillinger i Berlin, Hamborg og Basel, og der var et fakkeloptog til ære for ham i den lille by Fiesole ovenfor Firenze, hvor han boede. Da Böcklin døde i 1901, blev der afholdt en mindehøjtidelighed i München med en hymne af Richard Strauss og en tekst, en såkaldt prolog, af Hugo von Hofmannsthal, der i dag er bedst kendt som librettist til flere af Strauss’ operaer.

Böcklins maleri og motivkreds var stærkt personligt. Han skildrede mytiske og mytologiske scener og havde en rig fauna af fantasivæsener – havfolk, enhjørninger, fauner og kentaurer. Ofte var hans billeder omgærdet med mystik og noget skæbnesvangert, som fx i hans nok mest berømte maleri Toteninsel, hvor en tilhyllet skikkelse i stilhed færges over til de dødes ø.

Böcklin havde også kunstkritikernes bevågenhed i Danmark – Emil Hannover, der senere skulle blive direktør for Den Hirschsprungske Samling, udgav en artikel om ham i tidsskriftet Tilskueren i 1892, og Georg Brandes skrev i 1878:

Ingen, der besøger München, bør undlade at studere denne Tysklands aandfuldeste Kolorist (…). Ingen Maler i Tyskland har Fantasi som han. Ingen formaar som han at fremtrylle en Landskabsstemning eller at give fantastiske Skikkelser som Centaurer, Satyrer eller Havnymfer Liv. Han er en grundtysk Blanding af en Virkelighedsskildrer og en Mythedigter.





Tilbage


INFO/
FIND VEJ:



DEN HIRSCHSPRUNGSKE
SAMLING
Stockholmsgade 20
2100 København Ø

Tlf. 3542 0336
dhs@hirschsprung.dk


ÅBNINGSTIDER:

Mandag-tirsdag: lukket
Onsdag-søndag: 11-16
Lukket 23.-26 og 31. december samt 1. januar.

Telefoniske henvendelser
Museets tlf. 3542 0336.
Tir-fredag kl. 10-14

Booking tlf. 35 44 09 51.
Man-torsdag kl. 10.14

Entrépris
Enhedspris på alle billetter 85 kr.
Børn og unge under 18 gratis

Omvisning og grupper
Ved gruppebesøg bedes I booke besøget på forhånd. Skriv til dhebok@hirschsprung.dk.
For booking af omvisning klik FIND VEJ





Kontakt: Medarbejdere



Søg på siden:
Loading