TIL LÅNS. HAMBURGER KUNSTHALLE GÆSTER HIRSCHSPRUNG:
BØGETRÆERNE I FREDERIKSDAL NÆR KØBENHAVN. 1828





Christian Morgenstern
Bøgetræerne i Frederiksdal nær København. 1828
Landskabsmaleren Christian Morgenstern blev født i Hamborg, og her kom han i lære som bare 12-årig hos brødrene Suhr, der lavede panoramaer – 360-graders billeder, der blev sat op i runde bygninger til bred folkelig underholdning. På grund af sit udtalte talent behøvede han ikke at betale for sin efterfølgende læretid hos maleren Siegfried Bendixen.

Morgenstern rejste i vinteren 1826-1827 til København, hvor han indskrev sig på Kunstakademiet for umiddelbart derefter at tage til Norge for at se det land, som forbilledet J.C. Dahl havde malet. Den norske maler Dahls detaljerige og storladne billeder derfra var en stor inspiration for Morgenstern, som også så naturens oprindelighed i de til tider øde og vilde bjergegne. Denne rejse og tiden på Akademiet skulle senere blive gentaget af den lidt yngre Louis Gurlitt, der som Morgenstern dyrkede friluftsmaleriet.

Efter sin hjemkomst til København modtog Morgenstern undervisning af C.W. Eckersberg på Akademiet i vinteren 1827-1828. Eckersbergs nøgterne og realistiske gengivelse af naturen havde stor betydning for udviklingen af landskabsmaleriet – både for de danske og tyske kunstnere – og læreren opfordrede sine elever til at gøre studier ude i naturen, i fri luft, for at kunne opnå den mest nøjagtige gengivelse af lys, farve og perspektiv.

Det lille studie af bøgetræerne ved Frederiksdal blev til under et besøg hos en anden af Akademiets professorer J.L. Lund. Det blev malet foran motivet og var nok ikke tiltænkt videresalg, men har dog karakter af at være et gennemarbejdet værk. Valget af motiv er usædvanligt – maleren er gået helt tæt på træernes stammer og rødder og har med stor præcision gengivet lyset gennem bladhanget og på jorden. Fokus er rettet mod denne uanselige stump natur, og den nøgterne skildring røber Akademiets indflydelse på maleren.

Morgenstern rejste i slutningen af 1828 tilbage til Hamborg og videre til München, hvor han ligeledes kortvarigt i 1829 indskrev sig ved kunstakademiet. Han flyttede permanent til München i 1830, hvor der på dette tidspunkt var en stor gruppe af både nordtyske og danske kunstnere. Her var Morgenstern det sociale samlingspunkt, og han havde flere danske kunstnervenner – her kan nævnes Wilhelm Bendz, Jørgen Sonne og Fritz Petzholdt. Bendz og Morgenstern var nære venner, så da Bendz ankom til München i 1831, gik der ikke mere end to dage, før de to var taget på en tre uger lang vandretur sammen.

Morgenstern blev ifølge direktøren for Hamburger Kunsthalle Alfred Lichtwark ”far til stemningsmaleriet i München”, da gruppen af landskabsmalere, med Morgenstern som ledende figur, udviklede et mere dramatisk og stemningsfuldt landskabsmaleri.

Han rejste sidenhen i Alperne og til Alsace, Frankrig, Schweiz og Italien og døde i 1867 i München.





Tilbage


INFO/
FIND VEJ:



DEN HIRSCHSPRUNGSKE
SAMLING
Stockholmsgade 20
2100 København Ø

Tlf. 3542 0336
dhs@hirschsprung.dk


ÅBNINGSTIDER:

Mandag-tirsdag: lukket
Onsdag-søndag: 11-16
Lukket 23.-26 og 31. december samt 1. januar.

Telefoniske henvendelser
Museets tlf. 3542 0336.
Tir-fredag kl. 10-14

Booking tlf. 35 44 09 51.
Man-torsdag kl. 10.14

Entrépris
Enhedspris på alle billetter 85 kr.
Børn og unge under 18 gratis

Omvisning og grupper
Ved gruppebesøg bedes I booke besøget på forhånd. Skriv til dhebok@hirschsprung.dk.
For booking af omvisning klik FIND VEJ





Kontakt: Medarbejdere



Søg på siden:
Loading