20 HOVEDVÆRKER:
PORTRÆT AF MIN HUSTRU. MALERINDEN ANNA ANCHER





Michael Ancher
Portræt af min hustru. Malerinden Anna Ancher 1884
Olie på lærred. 183,3 x 119,3 cm

Med en ophøjet ro står Anna Ancher og lader sit blik vandre ud ad den åbne dør uden at gøre mine til at bevæge sig. Vielsesringen lader sig diskret se på højre hånd, mens ægtemandens jagthund årvågent ser mod den gravide mave. Datteren Helga kom til verden i oktober 1883, og mens skitsen blev malet i løbet af sommeren det år, blev det store maleri først dateret i 1884.

Når tidens malere fandt inspiration inden for hjemmets fire vægge, kunne det opfattes som for privat og dermed anstødeligt. Flere mente da også, at Anchers portræt af sin gravide hustru netop faldt i denne kategori. Det er vanskeligt at afgøre, om provokationen var tilsigtet, men maleriet vakte en vis opmærksomhed, da det blev udstillet på Charlottenborg i 1884. Malervennen P.S. Krøyer skrev begejstret til Ancher: ”... din Kones Portræt er jo særdeles smukt og behersket i malerisk Henseende, et rigtig nobelt og smukt Portræt. Det er komisk nok, at det vækker Anstød hos Publikum, navnlig det kvindelige, det støder deres ’Blufærdighedsfølelse’, er det ikke herligt?

I samme periode malede kollegaen Kristian Zahrtmann scener fra Leonora Christinas liv, og tidligt havde han kopieret Karel van Manders helfigursportræt fra 1643, hvor kongedatteren er iført en sort hat med fjer, mens en lille hvid hund er placeret ved hendes fødder. Anchers portræt synes at være en kommentar til den dyrkelse af Leonora Christina, der opstod i kølvandet på den sensationelle udgivelse af hendes Jammers Minde i 1869. Men billedets format viser også, at Ancher har været bevidst om helfigursportrættets popularitet i europæisk kunst, hvor især kunstnerhustruen blev et yndet motiv i perioden. Udgangspunktet for Ancher har været at skildre Anna i lykkelige omstændigheder, men den kærlige hyldest er samtidig et moderne portræt med historiske referencer til den ofte gravide kongedatter, der på 14 år fødte ti børn.





Tilbage




Yildiz Akdogan om "Portræt af min hustru. Malerinden Anna Ancher" (1884) af Michael Ancher - Den Hirschsprungske Samling from Casablanca Film on Vimeo.





INFO/
FIND VEJ:



DEN HIRSCHSPRUNGSKE
SAMLING
Stockholmsgade 20
2100 København Ø

Tlf. 3542 0336
dhs@hirschsprung.dk


ÅBNINGSTIDER:

Åbningstider fra 11. februar 2017:
Mandag-tirsdag: lukket
Onsdag-søndag: 11-16

Lukket 23.-26 og 31. december samt 1. januar.

Entrépris
Enhedspris på alle billetter 75 kr.
Børn og unge under 18 gratis

Tilmeld museets nyhedsbrev

FIND VEJ





Kontakt: Medarbejdere



Søg på siden:
Loading