20 HOVEDVÆRKER:
EN NØGEN KVINDE SÆTTER SIT HÅR FORAN ET SPEJL





C.W. Eckersberg
En nøgen kvinde sætter sit hår foran et spejl 1841
Olie på lærred. 33,5 x26 cm


Den 9. februar 1843 fik professor Eckersberg besøg i sit atelier på Charlottenborg af Bertel Thorvaldsen, der kom sammen med baronesse Christine Stampe. I sin dagbog noterede maleren, at ”Fru Stampe fik den lille halve nøgne Figur af Florentine,” og dagen efter: ”Fru Stampe sendte 20 Specier for den lille quindelige Figur med blottet Ryg ved sit Toilet.” Ud fra en nøje gennemgang af Eckersbergs modelbilleder kan der kun være tale om dette billede, som han havde malet på en god uges tid i september 1841. Billedet blev til i forbindelse med de modelseancer, han holdt med en lille skare af sine elever i sommerperioden.

Tidligere havde de unge kunstnere ikke kunnet få undervisning i at male på Akademiet – her tegnede man kun. Men med inspiration fra Frankrig lykkedes det i 1822 at oprette en malerskole, der rådede bod på disse mangler. Og fra 1833 kunne eleverne endda gøre studier efter kvindelig model. Eckersberg stillede modellen, og han malede ofte selv med og færdiggjorde som regel sit studie ved at male modellen ind i et intimt sceneri, så det forvandledes til en lille skildring af en hverdagssituation.

I det kølige lys og med al klassisk ro underspiller Eckersberg et erotisk budskab. På kryds og tværs handler billedet med spejlet om det sete og det, man ikke får at se, om afsløringer og tildækninger, gentagelse af former og forskydning af balancer. Han benytter med enkle virkninger lyset og skyggen til at modellere den smukke ryg.

Florentine var Eckersbergs yndlingsmodel på dette tidspunkt, og man genfinder hende i flere modelbilleder. Stillingen, som Eckersberg her har valgt, har stor lighed med den afstøbning af den antikke Venus fra Milo, som han selv havde været med til at anskaffe til Akademiet i 1827. Det kan ikke undre, hvis Thorvaldsen har været begejstret for Eckersbergs lille klassisk inspirerede modelbillede.





Tilbage


INFO/
FIND VEJ:



DEN HIRSCHSPRUNGSKE
SAMLING
Stockholmsgade 20
2100 København Ø

Tlf. 3542 0336
dhs@hirschsprung.dk


ÅBNINGSTIDER:

Museet er pt. lukket til og med 22. september 2016.

Tirsdag-søndag 11-16. Lukket mandag

Museet er lukket 23.-26. og 31. december samt 1. januar

Entrépris
Voksne: 95 kr. / Studerende, pensionister og grupper 85 kr.

Under udstillingen I Italiens lys gælder entréprisen alle dage også onsdag.

Tilmeld museets nyhedsbrev her

FIND VEJ





Kontakt: Medarbejdere



Søg på siden:
Loading