Spring til indhold
Viggo Johansen: 'Kunsthistorikeren, Museumsdirektør Emil Hannover', 1912. Designmuseum Danmark
Viggo Johansen: 'Kunsthistorikeren, Museumsdirektør Emil Hannover', 1912. Designmuseum Danmark

Dansk symbolisme i tysk lys

PhD-projektet kaster nyt lys over dansk symbolisme med et særligt fokus på den udveksling, der i 1800-tallets sidste halvdel fandt sted imellem dansk og tysk kunst. Emil Hannovers internationale orientering og netværk danner afsæt for projektet.

I en dansk kontekst spillede kunsthistorikeren Emil Hannover (1863-1923) en nøglerolle i promoveringen af det symbolistiske projekt. Den danske symbolistiske bevægelse var centreret omkring organiseringen af Den frie Udstilling, som Emil Hannover var stærkt engageret i, og tæller kunstnere som J.F. Willumsen, Joakim Skovgaard, Johan Rohde, Agnes og Harald Slott-Møller og Vilhelm Hammershøi, for blot at nævne nogle – alle repræsenterede i Den Hirschsprungske Samling.

I årene omkring Den frie Udstillings grundlæggelse forfattede Hannover blandt andet afhandlinger om de tyske kunstnere Max Klinger, Anselm Feuerbach, Franz von Lenbach, Arnold Böcklin og Hans von Marées. Dernæst var både direktør for Hamburger Kunsthalle, Alfred Lichtwark (1852-1914) og Direktør for Museum für Kunst und Gewerbe, Justus Brinckmann (1843-1915) vigtige samarbejdspartnere for Hannover.

I fortællingen om den danske symbolisme har den orientering imod en tysk tradition, der aftegner sig her, levet mere eller mindre i skyggen af den indflydelse, man også ser i perioden fra de franske Nabi’er og symbolister. Med en undersøgelse af disse spor i Hannovers virke er det derfor projektets mål at bidrage med nye perspektiver på periodens danske kunst.

Ph.d.-projektet påbegyndes i 2020 og varetages af kunsthistoriker Signe Havsteen. Projektet er et samarbejde mellem museet og Københavns Universitet og er støttet af Ny Carlsbergfondet.