Museets arkitektur

Et lille kunstens tempel

Den Hirschsprungske Samling er smukt beliggende i grønne omgivelser i Østre Anlæg på Københavns gamle voldterræn. Museet, der rummer Heinrich og Pauline Hirschsprungs samling af dansk kunst, åbnede i sommeren i 1911. Museet er tegnet af arkitekten H.B. Storck og blev til åbningen i 1911 indrettet af kunsthistorikeren Emil Hannover, som også blev museets første direktør.

Storcks bygning

Da Heinrich Hirschsprung i 1902 tilbød at skænke sin samling af dansk kunst til staten, havde han allerede to år tidligere bedt arkitekt Hermann Baagøe Storck (1839-1922) om at tegne udkast til museumsbygningen.

Efter mange års diskussioner med stat og kommune endte det med, at museet efter Hirschsprungs ønske blev placeret i Østre Anlæg ud mod Stockholmsgade. Det var af afgørende betydning for Hirschsprung, at samlingen fik sit eget hus – og ikke, som nogle ønskede det, blev indlemmet i Statens Museum for Kunst. Et af Hirschsprungs argumenter var, at der var behov for en bygning, som udstrålede intimitet, fordi dette ville klæde samlingen, der var karakteriseret af mange små studier og fine skitser. Herudover brød Hirschsprung sig simpelthen ikke om datidens pompøse museumsarkitektur.

Storcks udkast til facaden med de sprossede ruder, som blev ændret i det endelige byggeri. Tegninger til museet blev udstillet i 1902, da Hirschsprung viste samlingen for offentligheden på Charlottenborg.

Storcks første udkast tog udgangspunkt i den italienske renæssances villaarkitektur, men efterhånden arbejdede han sig frem til en enkel og klar plan med fire store ovenlyssale omgivet af en række mindre rum eller ‘køjer’ med højtsiddende sidelys. I det ydre fremtræder bygningen med fronton og dorisk inspirerede pilastre i en stram klassicistisk stil, og med sin lyse marmorbeklædning fremstår bygningen som et lille kunstens tempel.

Joakim Skovgaard udsmykkede museets forhal. Her ses udkastet til gulvmosaikken med tobaksplanten i midten.

Joakim Skovgaard udførte flere skitser i forbindelse med udsmykningen af museets forhal. Skitserne er tæt på det endelige resultat.

Hannovers indretning 1911

Byggeriet gik i gang i 1908, samme år som Heinrich Hirschsprung døde. Det blev derfor hans mangeårige rådgiver og medhjælper, kunsthistorikeren Emil Hannover, der kom til at stå for husets indretning og værkernes ophængning.

Hirschsprung havde lagt vægt på, at hans samling skulle vise et repræsentativt billede af 1800-tallets danske kunst. Dette blev understreget i Hannovers ophængning. Som noget nyt brød ophængningen med den traditionelle salonophængning, hvor værker ofte var hængt efter motiv. Ophængningen var i stedet kronologisk, rum for rum, så man kunne følge kunstens udvikling fra lærer til elev.

Den tætte ophængning kombineret med de mange kunstnermøbler i udstillingsrummene er med til at give museet en særlig intimitet. Foto: Jacob Ljørring

Museet bærer stadig præg af dette; dele af samlingens billeder hænger så at sige stadig på de søm, som de blev placeret på i 1911. Og endnu i dag vil man kunne genkende de ophængningsprincipper, som Emil Hannover disponerede museet efter.
Museumsbygningen blev fredet i 1995. Som begrundelse anførtes bl.a.:

“… bygningsanlægget repræsenterer fremragende kulturhistoriske og arkitektoniske værdier. Bygningens arkitektoniske fremtoning afspejler en tolkning af den antikke klassiske stil. Ved sit entydige stilpræg adskiller bygningen sig fra samtidens øvrige historicistiske arkitektur, hvor stilblandingen – med lån af motiver fra forskellige arkitekturhistoriske perioder – er fremherskende. Bygningens arkitektoniske karakteristika peger samtidig frem mod de følgende års mere strenge neoklassicistiske stil. Bygningen er således et vigtigt mellemled i overgangen fra historicisme til nyklassicisme i dansk arkitektur.”