Spring til indhold
Anna Sophie Petersen: 'En aften hos veninden', 1891, Den Hirschsprungske Samling.
Anna Sophie Petersen: 'En aften hos veninden', 1891, Den Hirschsprungske Samling.

En aften hos veninden

Forskerkvarter 7. oktober kl. 14

I oktober måneds Forskerkvarter er museets gruppebillede med den stemningsfulde titel, En aften hos veninden. Ved lampelys i fokus. Maleriet adskiller sig fra hovedparten af museets værker ved at være udført af en kvinde. Det viser tilmed en forsamling, der udelukkende består af kvinder. Endda et udvalg af de kvindelige kunstnere, som arbejdede professionelt i perioden, men som i dag tilhører en hel generation af glemte kunstnere.

Hvem var kvinderne? Hvorfor samledes de hos Anna Sophie Petersen ved lampelyset en aften i 1891, og hvad fik de ud af disse møder fjernt fra de mænd, som i 1890’erne havde afgørende indflydelse på samfundsordenen udenfor venindernes intime stue? Kurator og projektforsker Lene Bøgh Rønberg vil se nærmere på Anna Sophie Petersens billede, og give et bud på hvad det kan fortælle om tidens kvindelige kunstnere.

Om Forskerkvarter

Museets samlinger og arkiver i kælderen bugner af historier, der sjældent kommer frem i lyset. Hver første onsdag i måneden kl. 14 kan du møde museets direktør, inspektører eller kunstfaglige personale, når de fortæller om nogle af de usete, gemte og glemte historier i museets forskning og samling. Oplev alt fra skitser til kunstnerbreve og fotografier, som på grund af de skrøbelige materialer normalt er gemt væk i museets magasiner.

Pris: Normal entrébillet til museet. Gratis for årskortholdere.

Tilmelding ikke nødvendig.