Spring til indhold
Anna Syberg. 'Forårsblomster'. 1898. Den Hirschsprungske Samling.
Anna Syberg. 'Forårsblomster'. 1898. Den Hirschsprungske Samling.

Anna Sybergs akvareller

Forskerkvarter 7. december kl. 14

Anna Syberg deltog for første gang i Charlottenborgs Forårsudstilling i 1898. Den Hirschsprungske Samlings stiftere Pauline og Heinrich Hirschsprung erhvervede her begge de akvareller hun udstillede, og blev dermed en af hendes allertidligste kunder.

Sammen med museumsinspektør Lejla Mrgan kigger vi på akvarellerne og Hirschsprungs notesbøger, hvor han sirligt noterede alle sine værkindkøb.

I akvarellerne kombinerer Syberg frit vandfarve med blæktegning i kompositioner hvor blomsterne er i centrum – ikke som en del af et interiør, men som det primære motiv, der viltert vælter sig ud over hele billedfladen. Vi taler om hendes plads blandt fynbomalerne og om de kvindelige kunstneres vilkår omkring år 1900.

Forskerkvarteret er et lille preview på vores kommende udstilling Anna Syberg. Øjeblikkets skønhed, som åbner 11. januar 2023.

Læs mere om udstillingen her

Om Forskerkvarter

Museets samlinger og arkiver i kælderen bugner af historier, der sjældent kommer frem i lyset. Hver første onsdag i måneden kl. 14 kan du møde museets direktør, inspektører eller kunstfaglige personale, når de fortæller om nogle af de usete, gemte og glemte historier i museets forskning og samling. Oplev alt fra skitser til kunstnerbreve og fotografier, som på grund af de skrøbelige materialer normalt er gemt væk i museets magasiner.

Pris: Normal entrébillet til museet. Gratis for årskortholdere.
Book gerne billet her