Spring til indhold
P.S. Krøyer: ’Dobbeltportræt af Heinrich og Pauline Hirschsprung’. 1877. Den Hirschsprungske Samling.
P.S. Krøyer: ’Dobbeltportræt af Heinrich og Pauline Hirschsprung’. 1877. Den Hirschsprungske Samling.

Jødiske kunstsamlere

Forskerkvarter 1. december kl. 14

I dette Forskerkvarter sætter vi fokus på jødiske kunstsamlere og deres vigtige indsats i nordisk kunsthistorie. Navne som Hirschsprung, Thiel og Fürstenberg står bag nogle af de allervigtigste kunstmuseer i København, Göteborg og Stockholm. Men hvorfor og hvordan fik jødiske familier så stor betydning for de nye strømninger i nordisk kunst?

Museumsinspektør Rasmus Kjærboe løfter sløret for et kommende forskningsprojekt og kommer ind på spørgsmål som identitet, integration, moderne kunst og borgersind i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet. Til dem, der er glade for filosofi, kommer vi også omkring Friedrich Nietzsche (1844-1900) og hans ide om overmennesket.

Om Forskerkvarter

Museets samlinger og arkiver i kælderen bugner af historier, der sjældent kommer frem i lyset. Hver første onsdag i måneden kl. 14 kan du møde museets direktør, inspektører eller kunstfaglige personale, når de fortæller om nogle af de usete, gemte og glemte historier i museets forskning og samling. Oplev alt fra skitser til kunstnerbreve og fotografier, som på grund af de skrøbelige materialer normalt er gemt væk i museets magasiner.

Pris: Normal entrébillet til museet. Gratis for årskortholdere.

Book billet til museet her