Spring til indhold
C.W. Eckersberg: 'Selvportræt', (ca. 1811). Den Hirschsprungske Samling.
C.W. Eckersberg: 'Selvportræt', (ca. 1811). Den Hirschsprungske Samling.

Sjældent selvportræt af C.W. Eckersberg

Den Hirschsprungske Samling har med støtte fra Augustinus Fonden erhvervet et sjældent selvportræt af Danmarks store guldaldermaler C.W. Eckersberg (1783-1853). Portrættet er et eksempel på det, kunstneren senere skulle gøre til indbegrebet af dansk guldalder.

C.W. Eckersberg var professor på Kunstakadamiet fra 1818 og helt frem til sin død i 1853. I dag regnes han for en af guldalderens vigtigste personer. Han har ligefrem fået tilnavnet 'dansk malerkunsts fader', fordi han påvirkede så mange af den kommende generations kunstnere. Blandt Eckersbergs elever tæller store navne som Wilhelm Bendz, Constantin Hansen, Christen Købke og Jørgen Roed.

Eckersberg malede talrige portrætter og var i en periode Danmarks mest efterspurgte portrætmaler. Alligevel udførte han kun ganske få portrætter af sig selv. Udover det nyerhvervede værk findes der kun ét andet selvportræt af kunstneren i de danske museer, nemlig på Statens Museum for Kunst.

C.W. Eckersberg: 'Selvportræt', (ca. 1811). Den Hirschsprungske Samling.
C.W. Eckersberg: 'Selvportræt', (ca. 1811). Den Hirschsprungske Samling.

Enestående i dansk kunst

Selvportrættet er et tidligt værk malet i Paris ca. 1811, hvor Eckersberg studerede hos den franske, nyklassicistiske kunstner Jacques-Louis David (1748-1825). David var en af tidens mest berømte malere, og opholdet på hans skole var afgørende for Eckersbergs udvikling som kunstner. David lagde stor vægt på naturstudiet og lærte sine elever omhyggeligt at iagttage og gengive levende modeller. Denne grundige tilgang til studiet af naturen tog Eckersberg med sig hjem til Danmark og videre til sine elever på kunstakademiet, da han selv blev professor.

Maleriet vidner om en ung kunstner, der har fundet sine ben i det fremmede. Den 28-årige Eckersberg snerper koncentreret munden sammen og gransker sine egne træk med et undersøgende blik. Han er klædt i tidens mode med høje flipper og krave, og han har børstet håret frem, akkurat som man kender det fra portrætter af den franske kejser Napoleon (1767-1821). Billedet er enestående i dansk kunst, og rummer hele fortællingen om Eckersbergs udvikling og senere betydning for den danske kunsthistorie. Det er et eksempel på kunstnerens minutiøse granskning af sig selv studeret med de idealer, han senere skulle gøre til indbegrebet af dansk guldalder.

Selvportrættet har siden 1992 været i engelsk privateje, men takket være støtte fra Augustinus Fonden er det atter muligt at opleve værket i Danmark.

Det tidlige og sjældne selvportræt kan ses på museet fra onsdag den 28. november 2018.