Spring til indhold
P.S. Krøyer: ’Bjerglandskab i gråvejr med figurer på en vej. Luchon’ (1886). Den Hirschsprungske Samling
P.S. Krøyer: ’Bjerglandskab i gråvejr med figurer på en vej. Luchon’ (1886). Den Hirschsprungske Samling

Sanseligt landskabsmotiv af P.S. Krøyer

Takket være støtte fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Slots- og Kulturstyrelsen, lykkedes det museet i efteråret 2019 at erhverve et centralt værk af P.S. Krøyer fra hans kurophold i Luchon i 1886. Museet ejer en af landets største samlinger af P.S. Krøyers værker, og med nyerhvervelsen er repræsentationen af den berejste kunstner atter udbygget.

Det nyerhvervede maleri er blevet til i Luchon i Sydfrankrig tæt på grænsen til Spanien, hvor Krøyer var på kurophold i sommeren 1886. De første dage boede han på hotel, men flyttede så ind i et privat hus med have lige ved floden, hvor han kunne være alene. I et brev den 15. juni 1886 fortæller han begejstret om opholdet:

”Ja nu har jeg allerede været her i over 8 Dage. Her er rigtignok aldeles dejligt. Man kan sagtens gaa Kur igennem paa den Maade, det er en ren Fornøjelse at være Patient under saadanne Forhold. […] Her er som sagt fortryllende. De dejlige Spadserture igennem Dalene til alle Tider i stadig Udsigt til höje imponerende Snetoppe. Vejret har desværre Indtil været meget daarligt, Regn næsten hver Dag.”
P.S. Krøyer: ’Bjerglandskab i gråvejr med figurer på en vej. Luchon’ (1886)
P.S. Krøyer: ’Bjerglandskab i gråvejr med figurer på en vej. Luchon’ (1886)

Motivet skildrer en af disse gråvejrsdage, som Krøyer beskriver i brevet, hvor skyerne hænger tæt over Pyrenæerne. Krøyer har placeret sig på vejen gennem dalene, hvor der er udsigt til de høje, sneklædte bjergtoppe. Grønne plantevækster omkranser vejen, der med enkelte figurer som naturlige hvilepunkter leder beskuerens blik frem mod den grå kirke.

Træernes kroner er antydet med få lette penselstrøg, og planterne er trukket hastigt op på lærredet. Den hurtige malemåde giver scenen et spontant udtryk og er samtidig med til at understrege fornemmelsen af tyk fugtig luft.

Under sit ophold tog Krøyer på adskillige ture i naturen omkring Lunchon. I samme brev fra 1886 fortæller han om sin hverdag under opholdet, der også bød på rigeligt mineralvand og mange bade:

”Jeg staar op Klokken 7 om Morgenen og gaar saa strax til Badene, drikker Mineralvand og bader. Saa gaar jeg hjem og faar min Morgenkaffe og hviler lidt. Saa atter rider jeg en Tur eller gaar indtil kl. 12, da jeg faar min Frokost. Saa maler jeg gjerne lidt eller hvad jeg ellers kan finde paa og kl. 4-5 drikker jeg atter Brönd og bader. Saa spiser jeg til Middag kl. 7 og gaar igen kl. 10. Her har I min Dag.”

I forbindelse med en af sine daglige gåture må Krøyer øjensynligt have fundet vej til et værtshus, for museet ejer i forvejen interiørbilledet Arbejdere på et værtshus i Luchon, som er malet i samme periode. Motivet med de tre arbejdere i stille samvær blev til i byen Saint-Mamet, der ligger tæt op af Luchon. Det er væsentligt mørkere end det nyerhvervede landskabsbillede og minder om nogle af de skildringer af barske fiskere, som Krøyer havde udført nogle år forinden i Skagen. I særdeleshed giver det mindelser til hans første maleri fra den nordjyske by; I Købmandens bod, når der ikke fiskes fra 1882, som også findes i samlingen.

P.S. Krøyer: ’Arbejdere på et værtshus i Luchon’, (1886)
P.S. Krøyer: ’Arbejdere på et værtshus i Luchon’, (1886)
P.S. Krøyer: ’I Købmandens bod, når der ikke fiskes’,1882
P.S. Krøyer: ’I Købmandens bod, når der ikke fiskes’,1882