Spring til indhold
Viggo Johansen: 'Sovekammerscene', 1885, Den Hirschsprungske samling
Viggo Johansen: 'Sovekammerscene', 1885, Den Hirschsprungske samling

Viggo Johansens intime stuer

Forskerkvarter 3. april kl. 14

Billedkunstneren Viggo Johansen var en anderledes Skagensmaler. Mens kollegaerne Michael Ancher malede fiskere på voldsomt hav, og P.S. Krøyer malede festlige selskaber i soloplyste haver, vendte Johansen blikket ind bag hjemmets fire vægge. Han gjorde sin hustru Martha Johansen og parrets seks børn til sit hovedmotiv. Han malede billeder af kvindens sjældent sete arbejde i hjemmet med børnevask, trøst, køkkenarbejde og højtlæsning.

Til dette Forskerkvarter inviterer museumsinspektør Camilla Klitgaard Laursen til et kig ind i Johansens intime stuer med motiver af familien. Oplev en sjældent udstillet kultegning, som normalt er på magasin, se et lille udvalg af Johansens malerier og kom med bag om de indledende forberedelser til museets kommende udstilling om kunstneren, som vises næste år.

Om Forskerkvarter

Museets samlinger og arkiver i kælderen bugner af historier, der sjælendt kommer frem i lyset. Hver første onsdag i måneden kan du møde museets direktør eller inspektører, når de fortæller om nogle af de usete, gemte og glemte historier i museets forskning og samling. Oplev alt fra skitser til kunstnerbreve og fotografier, som på grund af de skrøbelige materialer normalt er gemt væk i museets magasiner.

Pris: Normal entrébillet til museet. Gratis for årskortholdere.

Tilmelding ikke nødvendig.