Hovedværk af Vilhelm Hammershøi
I foråret 2018 modtog Den Hirschsprungske Samling et centralt værk af Vilhelm Hammershøi. Det kom som en testamentarisk gave fra den nu afdøde engelske kunsthandler Lady Jane Abdy. Vilhelm Hammershøi er i forvejen flot repræsenteret på Den Hirschsprungske Samling, og nu er ungdomshovedværket Sovekammer fra 1890 blevet føjet til samlingen.
Maleriet har ikke været i Danmark siden 1984, hvor det på Bruun Rasmussen Kunstauktioner blev solgt og siden erhvervet af den højt respekterende engelske kunsthandler Lady Jane Abdy, der er internationalt anerkendt for at have været med til at præsentere Vilhelm Hammershøi for et udenlandsk publikum.
Afvist på Charlottenborg
To senge i maleriet afslører, at kunstneren lader os få et kig ind i et af hjemmets mest intime rum: soveværelset. Kvinden ved vinduet er formentlig Hammershøis søster, Anna, der var en af hans mest benyttede modeller, før han forlovede sig med Ida Ilsted i sommeren 1890. Den unge kvinde vender ryggen til beskueren og kigger ud ad vinduet. Gennem vinduet anes en række træer, men hvad kvinden ellers ser på, afsløres ikke. Motivet stammer fra kunstnerens hjem på Frederiksberg Allé, hvor han boede sammen med sin mor og søskende frem til sit bryllup med Ida Ilsted i begyndelsen af september 1891.
Vilhelm Hammershøi indsendte i 1890 værket til Charlottenborg-udstillingen. Her blev det imidlertid afvist af udstillingsjuryen. Formentlig faldt det ikke i juryens smag med det intime motiv og kun antydningen af en fortælling. Året efter blev kunstnernes Den frie Udstilling grundlagt som et alternativ til Charlottenborg. Her kom Vilhelm Hammershøi til at udstille i årene, der fulgte.
Sidste gang offentligheden så maleriet i Danmark var på Kunstforeningens mindeudstilling ved Hammershøis død i 1916. 102 år efter er værket vendt hjem til Danmark og det er nu igen muligt for alle at se Sovekammer på Den Hirschsprungske Samling.