Hanna Hirsch Pauli – Kunsten at være fri
6. februar – 16. august 2026

Hanna Hirsch Pauli: Morgenmad, 1887, Nationalmuseum Stockholm
Den svenske billedkunstner Hanna Hirsch Pauli (1864-1940) er en af de mest betydningsfulde nordiske kunstnere fra perioden omkring det moderne gennembrud. Kom helt tæt på kendte og mindre kendte værker i særudstillingen Hanna Hirsch Pauli – Kunsten at være fri og lær Hanna Hirsch Pauli at kende som både kunstner og menneske i denne første monografiske udstilling om kunstneren nogensinde.
I udstillingen vises Hanna Hirsch Paulis bedste værker skabt gennem et langt og intensivt kunstnerliv, der strakte sig over seks årtier. Følg Hanna Hirsch Paulis kunstneriske udvikling fra opvæksten i en jødisk familie fra den øvre middelklasse og hendes uddannelse på det svenske kunstakademi til de frisættende studieår i Paris. Følg hende gennem ægteskabet med kunstneren Georg Pauli, opfostringen af tre børn og hendes etablering som portrætkunstner i århundredeskiftets Stockholm. Dyk ned i hendes landskaber, nære familiebilleder, store gruppeportrætter og sene selvportrætter skabt i 1930'ernes transformerende og truende år i de sidste år af hendes liv.
Hanna Hirsch Pauli og hendes kunst bliver på Den Hirschsprungske Samling sat i dialog med dansk kunst fra museets egen samling skabt af malere som Bertha Wegmann, P.S. Krøyer, Agnes Slott-Møller og Viggo Johansen. Hun sættes også i relation til museets grundlæggere, kunstsamlerne Heinrich og Pauline Hirschsprung, der ligeledes tilhørte tidens jødiske borgerskab og havde stærke dansk-svenske forbindelser.
Udstillingen er lavet i samarbejde med Nationalmuseum Stockholm, der står bag den omfattende forskning. Udstillingen vises i Stockholm d. 19. juni 2025 – 11. januar 2026.

Georg Pauli: Malerinden Hanna Pauli, 1896, Jönköpings läns konstförening
Hanna Hirsch Pauli: Venner, 1900-1910, Nationalmuseum Stockholm

Hanna Hirsch Pauli: Prinsessen, 1896, Nasjonalmuseum Oslo

Hanna Hirsch Pauli: Furan (Utö), 1910, privateje
Udstillingen er støttet af:
Augustinus Fonden, Ny Carlsbergfondet og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.