Spring til indhold
Karikaturtegning lavet af Wilhelm Marstrand.
Karikaturtegning lavet af Wilhelm Marstrand.

Spydige streger. Marstrands karikaturer

Hjørneudstilling

23. februar - 31. juli 2022

Hvor går grænsen for hvad man kan tillade sig at gøre grin med?

Den Hirschsprungske Samling rummer et stort antal satire- og karikaturtegninger af Wilhelm Marstrand. Her udforskes ofte problematiske emner og der leges med identiteter, politik og magtforhold. I forbindelse med nyere diskussioner angående identitetspolitik, kolonihistorie og raceproblematikker er et centralt og tilbagevendende spørgsmål ofte, hvor grænsen går, og hvad man kan tillade sig i humorens navn.

Satirens vilkår er imidlertid anderledes i dag end de var i 1800-tallet. I en periode uden ytringsfrihed var humor og ironi vigtige måder at omgås censuren på.

For en kunstner som Marstrand var karikaturen tæt på at være en kunstnerisk strategi, hvormed han kunne indkredse en bestemt karakter, en type eller situation. Med forårets Hjørneudstilling ser vi nærmere på 10 af hans personkarikaturer – typer som han omformede og brugte i sine mange fortællende malerier.

Hjørneudstillinger

Flere gange om året sætter vi i et hjørne af museet spot på et lille hjørne af samlingerne i små intime udstillinger. Hjørneudstillingerne belyser skæve vinkler og henter perler frem fra magasinerne.