Hverdag og realisme

Den synlige verden. Det er hvad den figurative kunst, som man finder den på Den Hirschsprungske Samling, forholder sig til. Om den så vender virkeligheden ryggen, og går på opdagelse i sindets afkroge, eller om den forsøger at gengive naturen og mennesket med den ærligste nøjagtighed. 1800-tallets danske kunst angriber virkeligheden på forskellig vis, men mange benytter sig af det, vi kalder realisme, hvor man prøver at fortælle noget sandt om verden.

I mindste detalje

I første halvdel af århundredet stikker Eckersberg og kunstakademiets studerende næsen ned i de mindste græstotter for at kunne få landskabets detaljer gengivet så korrekt som muligt. På den måde kunne man måske opfylde den erklærede ambition om at skildre verden med sandhed. De studerede menneskekroppen indgående med levende modeller af begge køn, for at kunne give personerne i deres malerier kød og blod. Til gengæld interesserede de sig ikke meget for livets skyggesider. Derfor er det en sandhed med modifikationer, når guldalderens kunstværker kaldes hverdagsbilleder, for det er kun bestemte sider af hverdagen, vi får adgang til. 

I anden halvdel af 1800-tallet blev kunsten stadig vigtigere som politisk budskab og sandhedsvidne. Litteraten Georg Brandes understregede det, da han i et foredrag udtalte, at kunsten skulle sætte problemer under debat. Og det var, hvad mange kunstnere gjorde. Samfundsstrukturerne trængte til fornyelse og større lighed, og Erik Henningsen og andre socialrealistiske malere kastede sig ind i debatten med deres kunst. 

Andre kunstnere skruede mindre op for det politiske, og gengav både livets solskinsdage og det mere barske hverdagsrealiteter. Her var bl.a. P.S. Krøyer, Michael og Anna Ancher centrale som skildrere af folke- og arbejdslivet både i byen og på landet. Den nye retning i kunsten, som også ses i litteraturen, kalder vi Det moderne gennembrud.